18 af husene udstilles i april 2007

Se:
Åbningstider
 

Danmarks største byggeudstilling for miljøvenlige boliger
10. april 2006


Svanholm Økobyg
Svanholm Økobyg præsenterer bl.a. dette hus isoleret med hør. Valget af et organisk isoleringsmateriale betyder, at man ikke behøver etablere dampspærre som i andre huse.

I Køge er der nu mulighed for at se og købe nye udgaver af det gode gamle parcelhus. I fredags åbnede miljøminister Connie Hedegaard første fase af byggeudstillingen Fremtidens Parcelhuse. Den består af tegninger og modeller af 80 forskellige bud på miljøvenlige huse, som udstilles på Kunstmuseet Køge Skitsesamling. I hele april er udstillingen åben for publikum, som også har mulighed for at købe de nye huse.

Byggeriet af de miljøvenlige huse vil starte i september i år, så de kan stå færdige i april 2007, hvor husene vil blive åbnet for publikum, inden beboerne flytter ind.

Svanehuset
Svanehuset præsenterer dette hus, tegnet af Torben Pryning maa.

Endnu er det ikke afgjort, hvor mange af husene som faktisk bliver bygget. Nogle af husene bliver kun virkelighed, hvis familier beslutter sig til at købe dem og flytte ind, mens andre bliver bygget på byggeselskabets regning i forventning om, at de bliver solgt.

Husene er meget forskellige. Over 40 forskellige firmaer har bidraget med forslag til byggeriet, og de har lagt lagt fokus meget forskelligt. En del af konceptet er dog blandt andet, at byggematerialerne skal opfylde kravene til Svanemærket, have et lavt energiforbrug og have et godt indeklima. Desuden beregnes en såkaldt biofaktor, som er et udtryk for, hvor meget grønt, som omgiver det enkelte hus på grunden (fliser trækker ned i biofaktoren, mens beplantning trækker op).

Svanemærket har været med til at gøre planlægningsfasen til et stort arbejde for de deltagende firmaer, fordi de skulle søge oplysninger om hver enkelt del af byggematerialerne for at sikre sig, at de opfylder kravene.

Mange af husene overrasker ved ikke at være markant dyrere end andre huse. Endda giver det lavere energiforbrug i realiteten en lavere husleje for de kommende beboere.

Udstillingen består af 44 egentlige parcelhuse, 18 (halve) tofamiliehuse og 21 rækkehuse. De opføres som et helt nyt parcelhuskvarter i Herfølge. De første familier har allerede vist interesse for husene, og salget af dem kommer til at foregå i de kommende måneder frem til at september, hvor byggeriet af husene starter.

For interesserede køber er der dog her i april særlig god mulighed for at studere husene på grund af udstillingen på Skitsesamlingen i Køge.

Udstilligen er kommet i stand gennem et samarbejde mellem Det Grønne Hus og Agenda 21 Udvalget i Køge og støttes af Real Dania, Nykredit og EnergiTjenesten.

Praktisk koordineres projektet af:

Det Grønne Hus
Vestergade 3c
4600 Køge
projektleder Ole Alm, tlf.: 56 67 60 75