|
Ny
kæde af økologiske supermarkeder:
Danmark kommer i denne uge et stort skridt nærmere i retning af at have en egentlig kæde af økologiske supermarkeder. Da åbner det økologiske supermarked Egefeld sin første butik i Jylland. Egefeldt overtager Hedeagergårds butik på Haderslevvej i Kolding. Dermed bliver Kolding-butikken atter en del af en kæde af økologiske supermarkeder, som den var indtil Kristen Hedeager overtog butikken fra den konkursramte kæde Gårdbutikken. Dermed er den hurtigt ekspanderende Egefeld-kæde for første gang sprunget over Storebælt og har åbnet butik i Jylland. Den første Egefeld-butik åbnede i sommeren 2006 på Frederiksberg. I foråret 2008 åbnede den næste butik i Valby, og nu - kun få måneder senere - åbnes så supermarked nr. 3 i Kolding.
Ejeren af Egefeld, Jesper Schimming, siger, at butikken i Kolding vil blive drevet med samme profil som Egefelds øvrige forretninger, men med skyldigt hensyn til, at de jyske kunder kan have andre behov. - Butikken i Kolding har jo langt bedre tilgang for kunder i bil, og det kan jo betyde, at kunderne handler ind på en lidt anden måde. Det gør det jo lettere at handle stort ind, siger Jesper Schimming. I modsætning til tidligere vil butikken i Kolding ikke længere have selvstændig slagerforretning. Den vil lige som Egefelds øvrige butikker tilbyde færdigpakket kød fra Friland samt sandsynligvis blive leveringsdygtig i særlige udskæringer på bestilling fra Slagtergården i Kolding.
Til at drive butikken i Kolding har Jesper Schimming ansat Svend Aage Køhler, som også var butikschef i forretningen i en kort periode, inden Gårdbutikkens konkurs. Han har mange års erfaring fra supermarkeder i Jylland, og Jesper Schimming lægger ikke skjul på, at netop ansættelsen af Svend Aage Køhler har bidraget til, at han har turdet binde an med en butik, så langt fra hovedstaden. Det økologiske supermarked i Kolding har ført en omskiftelig tilværelse. Butikken åbnede som et samarbejde mellem en række landmænd under navnet Høkeren, som efter en konkurs blev overtaget af Danmarks første kæde af økologiske supermarkeder Gårdbutikken, som foruden Kolding havde butikker i Viborg, Holstebro og Århus. Da også denne kæde gik konkurs overtog Kristen Hedeager butikken som atter skiftede skiftede navn - denne gang til Hedeagergaard. Nu har Kristen Hedeager solgt til Jesper Schimming, og den får derfor navn efter hans øvrige butikker Egefeld. Kristen Hedeager begrunder salget med, at hans varemærke Hedeagergaard nu er blevet så omfattende, at han helt vil hellige sig engros-forretningen. Egefeld i Kolding åbner fredag d. 5. september 2008 og kan herefter besøges findes på: Egefeld |
|
||||||