|
Venstre
vil fortsat bremse omlægningen
Fødevareminister Eva Kjer Hansen vil i denne uge bruge hele tre dage på at bakke op om markedsføringen af dansk økologi på den store økologiske messe Biofach i Nürnberg. Næsten samtidig har hendes kolleger i Venstres folketingsgruppe udsendt oplægget Danmark som grøn vindernation! Her kommer Venstre blandt andet med det kontroversielle forslag, at der laves en mellemting mellem økologisk og konventionelt landbrug. Desuden foreslår Venstre, at det økologiske areal frem til 2020 skal øges til det dobbelte i forhold til 2007 - altså på 13 år. Går man tilsvarende 13 år tilbage i tiden - til 1994 - vil man se, at det økologiske areal er øget fra 21.145 hektar til 150.207 hektar - altså en syv-dobling. Venstres ambitiøse grønne oplæg foreslår altså, at omlægnings-hastigheden sænkes til en 1/7-del af den hidtidige udvikling. Alligevel kan Venstres forslag betragtes som et fremskridt. Forslaget svarer nemlig til en årlig stigning i omlægningen på 7,7 procent, og det er en klar forbedring i forhold til perioden under den nuværende regering, hvor omlægningen har været negativ med et fald på 2,3 procent om året. Omvendt var stigningen meget kraftig i årene fra 1994 og frem til regeringsskiftet. Her var stigningen på over 30 procent om året. Hvis udviklingen fra den forrige regering var fortsat, ville Venstres ambitiøse mål for 2020 været nået allerede i 2004! Man kan naturligvis hævde, at Venstres forslag er et fremskridt i forhold til årene under den nuværende regering, men det bliver alligevel spændende at se, om om alverdens økologer på Biofach vil lade sig imponere af det forslag?
Af
redaktør Michael Borgen. |
|
||||||||