Biofach
Læs mere om:
Biofach

Det økologiske mødested i Nürnberg

 

Se også rapporter fra:

Biofach 2008
og
Biofach 2007
og
Biofach 2000

og
Biofach 2001

Biofach 2006
- i Muhammeds skygge - men med lyse udsigter

16. - 19. februar 2006


Med næsten 37.000 besøgende slog verdens største økologiske messe - Biofach - endnu engang ny rekord. 2089 virksomheder udstillede på 35.574 kvadratmeter standareal. Værtslandet Tyskland var repræsenteret på 715 stande, men herudover var det som sædvanlig de store økologiske eksportlande som Italien, Spanien og Frankrig som dominerede med henholdvis 273, 189 og 110 stande.


Udsnit af den danske stand med bl.a. økogrosserer Palle Hvid samt Bo Læssøe og Uffe Worm (begge fra Svanholm) i forgrunden

Omkring et dusin danske virksomheder og eksportvirksomheder udstillede på et fællesareal, der var så rendyrket i sit skandinaviske design, at man let kunne passere den uden at bemærke standens nationalitet. Ikke ét dansk flag var at finde på fællesstanden.

Den anonyme fremtræden gjorde det sværere at aflive et vedholdende rygte blandt de besøgende om, at de danske virksomheder skulle være taget hjem i protest imod at være placeret som nabo til en egyptisk stand - som en udløber af Muhammed-krisen. Rygtet fik også næring af, at den store internationale flagallé ved hovedindgangen ikke omfattede noget dansk flag - men en tom flagstang. Bortset fra denne misforståelse var handlen dog i fokus på Biofach.


Thise Mejeri høstede stor opmærksomhed på Biofach med dette kampråb for dyrevelfærd

Blandt de danske udstillere på årets Biofach var: Mølle Skovly/ Woodshade, Naturmælk, Skee Is, Le Blé d'Or, Coesam Scandinavia, Crispy Food, Sunprojuice, Økologisk Landsforening og Urtekram.

Flere af de deltagende virksomheder kom tilfredse hjem fra messe - uden afbrændte flag og med gode handelskontakter. Èn af dem er Mogens Poulsen fra Thise Mejeri, som fik held til at nedbryde paraderne hos græske mejerifolk - som ellers på grund af feta-sagen har mange forbehold overfor Danmark. Grækerne måtte indrømme, at mejeriets Greek Style yoghurt er fuldt på højde med hjemlandets - og måske endda bedre. Alene tanken om at eksportere græsk yoghurt til Grækenland har skabt euforisk stemning i Nordvestjylland.


Den travle afdeling for naturkosmetik, som næste år får sin egen messe: Vivaness
Foto: Biofach

Flere kilder melder om begyndende mangel på  økologisk mælk i Centraleuropa og Italien, så Arlas nylige kontrakt med Lidl kan blive begyndelsen til opsving i den økologiske mejerisektor. Det tyske økologiske marked er steget med 15 procent i løbet af det seneste år og har nu rundet fire milliarder euro. Det er 30% af den samlede øko-omsætning i EU. Den stærke vækst i efterspørgslen kommer på et tidspunkt, hvor der kun er svag vækst i den tyske økologiske produktion.

En af de stærkt voksende sektorer på messen var også kosmetikken. Naturkosmetikken er nu vokset så meget, at den næste år får sin egen messe Vivaness, som vil løbe samtidig med Biofach - men som en selvstændig messe i Nürnberg. Det bliver d. 15. - 18. februar 2007


Afdelingen for vin er også en af de helt store trækplastre blandt de besøgende. Foto: Biofach