ØkoWeb Nyt
 
Økologiens Historie
 
Supermarkedernes tidlige erfaring med økologi:
Side 1
Side 2
Side 3
 
Andre artikler

 

Find økologisk juleand, juletræ og  julegaver på:
Jul i Økoland



Økologiens Historie:
Supermarkedernes tidlige erfaringer med økologi


Supermarkederne taber penge
på de økologiske varer (3)

Skrevet december 1988 af Michael Borgen

Forrige side

Pisket til økologi
- Vi sælger biodynamiske grøntsager på samme måde som fransk rødvin. Vi mener, at det er dygtige avlere, og derfor fremhæver vi dem, på samme måde som man på en fransk vin fremhæver det vinslot, der har produceret den, siger John Filthuth.

Indkøbschefen understreger, at Dansk Supermarked ikke dermed prøver at lægge afstand til de økologiske varer, som konkurrenten markedsfører så kraftigt.

- Det ville være dumt, fordi vi sandsynligvis selv vil komme til at handle med økologiske varer engang. Det er vi simpelthen pisket til, da det er blandt økologerne, væksten i produktionen sker, siger John Filthuth.

Blandt biodynamiske avlere mener flere, at salget af biodynamiske grøntsager i Føtex og Bilka er direkte faldende. Det afviser John Filthuth dog. Han siger, at enkelte varer endda har vist pæne stigninger. Han skønner, at der omsættes for 4-5 millioner kroner om året i de to butikskæder

- Men totalt set går salget alt for dårligt. Jeg havde gerne set, at 10-15 procent af vores grøntsagssalg var biodynamisk. Men det har vi ikke nået.

På trods af det lille salg, mener han, at der er kunder til varerne, hvis prisen var lavere. Han mener, at prisen højst må være 30 procent over andre varers pris. Han mener desuden, at produktionen styres for dårligt, så forretningerne ikke kan føle sig sikre på, at have de varer, de skal bruge.

Økologiske færdigretter
- Jeg tænker som enhver anden købmand. Jeg overvejer hele tiden, om der kunne ligge en mere rentabel vare på de samme hylder. Vi har kun de biodynamiske grøntsager, indtil vi har fået et klart signal om, at det aldrig bliver en succes. Og det signal har vi ikke fået endnu, siger John Filthuth.

I det store danske helsekostfirma, Nutana, ruster man sig også til, at økologiske varer bliver en almindelig forbrugsvare. Firmaet, der eksporterer 25 procent af sin produktion, har kun i begrænset omfang beskæftiget sig med økologiske varer.

- I løbet af nogle år, tror jeg, at størstedelen af vores produktion vil være økologisk, siger marketingschef Bo Nielsen, Nutana.

Bo Nielsen oplyser, at Nutana blandt andet baserer sine udviklingsplaner på trend-undersøgelser for det europæiske marked. De forudser næsten alle, at efterspørgslen efter økologiske produkter vil stige kraftigt i løbet af de kommende år.

Nutana planlægger for øjeblikket en ny produktion af færdigretter, og det er hensigten, at de i fremtiden skal fremstilles udelukkende af økologiske grøntsager. Færdigretterne er tænkt som eksportvare og er et led i firmaets forberedelser til EF's indre marked.