ØkoWeb DK
Månedsmagasinet
Tidligere udgaver
11. oktober 1996

Favør indleder priskrig på øko-mælk

Landsforeningen Økologisk Jordbrug vil organisere politiske hard-core forbrugere

Kommuner får mælk fra Nørup

Ostehandlere må gøre en aktiv indsats

LØJ afviser de fleste nye stoffer på EU-liste
Et års omlægningstid er mulig
Hverdagens helte er økologer
Krav om øko-tilskud i hele EU
Kurser flyttes til Dronninglund
Økologisk mad på jysk sygehus
Miljøjournalist ny præsident
Fra økologi til rockfestival
Flere fodrer svin med medicin
Forbud mod næbtrimning
Økologi og verdens sultende
Verdens ældste høstmaskiner
Grønne afgifter virker


Et års omlægningstid er mulig

Danmark kan her og nu og uden tilladelse fra EU indføre et års omlægningstid. Ifølge landssekretær Peder Pedersen, Landsforeningen Økologisk Jordbrug er der ikke noget i EU-forordningen, der forhindrer de danske myndigheder i at halvere omlægningstiden. Det nationale kontrolorgan, som i Danmark er Plantedirektoratet, kan med samtykke fra den kompetente myndighed beslutte at forkorte eller forlænge omlægningstiden, fremgår det af EU-reglerne. I dag skal der gå to år, før landmanden må sælge sine afgrøder som økologiske og dermed kan opnå en merpris. Men samtidig importerer Danmark godkendte økologiske varer fra EU-lande som blandet andet Tyskland med kun et års omlægningstid.

Tilbage til overskrifterne



Hverdagens helte er økologer

Manden, der for 25 år siden anførte en lille flok provoers indmarch på en forladt kaserne og udråbte fristaden Christiania, journalisten Jacob Ludvigsen, har ikke meget til overs for nudtidens oprørere blandt unge autonome, afslører han i et interview i Politiken.
- Hvem har du så respekt for blandt de unge?
- Den unge familie, der overtager en ældre landbrugsejendom og slider fra morgen til aften for at dyrke økologisk...det synes jeg er nogle af hverdagens helte. Folk der gør noget konkret i stedet for at komme med alt det der snik-snak, lyder svaret fra den tidligere oprører, der i dag er direktør i sit eget, succesfulde reklamefirma.

Tilbage til overskrifterne



Krav om øko-tilskud i hele EU

Østrig vil have ændret Eus landbrugspolitik, så støtten til økologisk landbrug gøres obligatorisk i samtlige 15 EU-lande. En en rækkke konkrete forslag til ændringer af landbrugspolitikken foreslår alpelandet også, at de små landbrug fremover modtager forholdsvis større EU-tilskud end de store. De små skal modtage en "grundbetaling", og samtidig skal der indføres en øvre støttegrænse målt i hektar og antal dyr, oplyser den danske statskonsulent i Wien, Carsten Philipsen. Østrig kræver desuden forbud mod bestråling af levnedsmidler og mod anvendelse af hormoner og vækstfremmere i husdyrproduktionen.

Tilbage til overskrifterne



Kurser flyttes til Dronninglund

Den Økologiske Landbrugsskole i Åbybro har ikke plads til flere elever i den kommende sæson. Alt er optaget, og skolen har derfor allieret sig med Try Efteruddannelsescenter Nord i Dronninglund, som i år tilbyder en håndfuld korte efteruddannelseskuser. Det sker i tæt samarbejde med både Den Økologiske Landbrugsskole og de konsulenter på de nordjyske landbocentre, der beskæftiger sig med økologisk rådgivning. Blandt kurserne er Økologisk Planteavl, Det lille økologiske landbrug, Økologisk sohold samt Opstart af økologisk mælkeproduktion.

Tilbage til overskrifterne



Økologisk mad på jysk sygehus

Dronninglund Sygehus skal fokusere på økologiske fødevarer til patienterne, skriver Aalborg Stiftstidende. Direktør Jens Pedersen understreger, at det ikke bliver det rene salat og linser, men almindelige fødevarer, der blot er produceret økologisk. Patienterne vil først fra årsskiftet få serveret økologisk. Merudgifterne dækkes af Nordjyllands Amt.

Tilbage til overskrifterne



Miljøjournalist ny præsident

Danmarks Naturfredningsforening har valgt den 40-årige miljøjournalist Poul Henrik Harritz som ny præsident. Han afløser Svned Bichel, som efter 12 år på posten ønskede at overlade roret til en anden.
Poul Henrik Harritz er med i den faste stab, der leverer stof til det daglige radioprogram Miljømagasinet på P1, og han har tidlige været aktivist i miljøgruppen NOAH og OOA.
- Vi skal være mere udadvendte og hurtige til at reagere. Jeg stiller gerne op til morgenradioavisen klokken seks, siger Poul Henrik Harritz til Politiken.

Tilbage til overskrifterne



Fra økologi til rockfestival

29 store flotte telte, som i august husede 300 udstillere ved den økologiske verdensudstilling i København, bliver også brugt næste år, men til et helt handet formål. Teltene er solgt til fonden bag den årlige Roskilde-festival og indbragte 300.000 kroner. De skal formentlig anvendes til mad-boder og lignende og vil også blive brugt ved det årlige dyrskue, som finder sted i Roskilde.

Tilbage til overskrifterne



Flere fodrer svin med medicin

Efter en heftig debat om vækstfremmere besluttede landbrugsorganisationerne i maj 1995 at mindske forbruget af vækstfremmere. Alligevel bestiller et stigende antal landmænd svinefoder med vækstfremmere. Ifølge Jyllands-Posten er der nu vækstfremmere i 70 procent af al svinefoder, der sælges herhjemme. Tidligere skulle landmændene gøre opmærksom på, hvis de ikke ønskede vækstfremmere i foderet. Men efter landbrugets frivillige aftale sidste år iblandes de antibiotiske midler nu ikke længere pr. automatik. Landmandene skal selv udtrykkeligt forlange at få vækstfremmere blandet i, når de køber foder.

Tilbage til overskrifterne



Forbud mod næbtrimning

Plantedirektoratet indskærper i et brev til alle autoriserede fjerkræavlere, at opdrættere ikke må foretage hverken næbslibning eller næbtrimning af fjerkræ, der skal anvendes i økologisk produktion.
Direktoratet har været ude for tilfælde, hvor forbuddet er blevet overtrådt og opfordrer derfor avlerne til at give besked, hvis de har mistanke om at noget sådant finder sted. Avlerne har pligt til selv at sikre sig, at der ikke er foretaget nogen form for indgreb på de dyr, de køber. Det skal ligeledes fremgå af fakturaen, oplyser Plantedirektoratet.

Tilbage til overskrifterne



Økologi og verdens sultende

Er økologisk landbrugsdrift i stand til at brødføde verdens hastigt voksende befolkning? De mere end tusinde økologiske landbrugsforskere og rådgivere, der i august var samlet til konference i København, var ikke i tvivl. I weekenden 26. og 27. oktober får også vestjyderne lejlighed til at diskutere spørgsmålet. Den globale fødevaresituation er emnet for en tema-weekend, arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke. Mødet finder sted i Oksbøl, vest for Varde og indlederne er Chresten Pedersen, som er Danidas chefkonsulent for landbrugsområdet og Anders Borgen, der er forsker i økologisk landbrug på Landbohøjskolen. Også lokale økologiske og konventionelle landmænd deltager i debatten, som er åben for alle om lørdagen.

Tilbage til overskrifterne



Verdens ældste høstmaskiner

Kulturminister Jytte Hilden åbner 12. Oktober Dansk Landbrugsmuseeums nye store besøgsmagasin, som med sine 4.000 kvadratmeter fordobler det nuværende udstillingsareal. På øverste etage er udstillet verdens ældst bevarede høst- og mejemaskiner fra 1850erne, aflæggere og selvbindere og en masse andre gamle maskiner og landbrugsredskaber. Den ældste traktor er en Mogul fra 1917. Landbrugsmuseet i Gl. Estrup på Djurslnad har også en fin samling af mejerimaskiner og verdens største samling af hjulplove og harver. På jordtilligende dyrkes gamle kornsorter, og museet forsøger desuden at etablere et center for gamle husdyr.

Tilbage til overskrifterne



Grønne afgifter virker

Grønne afgifter virker. Det fastslår en ny rapport fra EU's Miljøagentur, som har
undersøgt, om afgifter er et effektivt redskab til at få et bedre miljø.
I rapporten "Environmental Taxes", som er bestilt af EU-Parlamentet, gennemgås
16 forskellige grønne afgifter fra en række europæiske lande. Grønne afgifter giver ikke kun miljøgevinster men kan også være med til at styrke nytænkning og konkurrenceevne, give flere arbejdspladser, ligesom skattesystemet kan omlægges i mere bæredygtig retning påpeger EU´s Miljøagentur. I Danmark udgør miljøafgifterne fire procent af Statens samlede skatteindtægter.


Tilbage til overskrifterne