logo ØkoWeb DK
Økologisk Jordbrug
Tidligere udgaver


Netavisen Økologisk Jordbrug

Uge 4
Onsdag, 22. januar 1997

Redigeret af Gustav Bech Jensen

Børnehaver i Århus vil spise økologisk
Institutionerne i Århus får lettere ved at skaffe sig økologiske fødevarer, efter at Børn og Unge-sektoren i kommunen har indgået en aftale med en fast leverandør.
Trelde Mølle fra Fredericia skal fremover forsyne børnehaver og vuggestuer med økologiske varer og kan levere lige til døren. Virksomheden står også for leverancerne til en række institutioner i Fredericia.
Århus Kommune har udarbejdet en officiel kostpolitik for daginstitutioner og dagpleje, men det er fortsat de enkelte daginstitutioner, som afgør, om de vil gå over til økologisk bespisning.

Pris til økologiske svineproducent for god dyreetik
Fie Graugaard har modtaget årets Sct. Antoniuspris på 50.000 kroner. Hun er økologisk svineproducent i Voel ved Silkeborg, hvor hun foruden landbruget sammen med sin mand driver det økologiske slagteri, Hanegal.
Fie Graugaard får prisen for at tage udstrakte hensyn til dyrenes velfærd, sagde formanden for priskomitéen, Peter Sandøe, ved overrækkelsen.
- Vi tror ikke, at alle danske grise vil komme til at leve som Fie Gragaards. Men vi tror på, at alle, der har med svineproduktion at gøre, kan lære noget af hendes holdning til dyrene.
Prismodtagerens svin lever hele deres liv på friland og kan søge ly i velisolerede hytter. De slipper for ring i næsen, hvilket ellers er kutyme ved udendørs svinedrift, sagde Peter Sandøe.

Guldplanten gik til inder og to danskere
Den økologiske pris, Guldplanten, som blev uddelt første gang sidste år, gik i år til tre personer. Den indiske miljøforkæmper og feminist Dr. Vandana Shiva, som besøgte Danmark i forbindelse med den første økologiske verdensudstilling sidste sommer, fik sammen med to danskere, årets Guldplante.
Også bageren Jørn Ussing Larsen fra bageriet Aurion i Nordjylland modtog en pris for sine eksperimenter med økologisk brød og sit bidrag til at forbedre kvaliteten af økologiske råvarer.
Endelig blev arkitekten Flemming Abrahamsson hædret for sit arbejde indenfor byøkologi. "Nysgerrighed og økologisk nytænkning er en vigtig ledetråd i hans arbejde", hedder det i begrundelsen fra komitéen bag prisen.

Formand for brugerudvalg i nyt forskningscenter

Günther Lorenzen er valgt som formand for brugerudvalget for det nye Forskningscenter for Økologisk Jordbrug. Posten giver også en plads i bestyrelsen som observatør. Günther Lorenzen er også med i Det Økologiske Jordbrugsråd, hvor han repræsenterer De Danske Landboforeninger.

Nye EU-regler for gen-mad
Europa-Parlamentet har med stort flertal vedtaget nye regler for gensplejsede fødevarer. 339 stemte for, og 60 imod den nye forordning, som til maj afløser de danske regler for mærkning. De nye EU-regler er ikke nær så restriktive som de danske, og Forbrugerrådet kalder dem for "et rigtigt sjuskearbejde".
- Reglerne er ikke så slemme, som vi havde frygtet, men det skal fremover besluttes fra gang til gang, om en fødevare, der er lavet af en genmanipuleret organisme, skal mærkes. Og det gælder langt den største gruppe af fødevarer, siger Karin Andresen fra Forbrugerrådet til Det Fri Aktuelt.
Et lille lyspunkt er imidlertid, at den gen-soja, der blev tilladt i danske butikker i november, som den første gensplejsede fødevare herhjemme, også fremover skal mærkes, mener hun.

Sukker fra gen-roer mærkes ikke
Når den danske virksomhed Danisco om få år sender en gensplejset sukkerroe på markedet, vil der ikke blive stillet krav om, at poserne med det færdige, perlehvide sukker, skal bære en oplysning om, at produktet er fremstillet ved hjælp af gensplejsning.
- Man kan simpelthen ikke gensplejse sukker, siger koncerndirektør i Danisco Mogens Granborg til Det Fri Aktuelt. Sukker er en kemisk forbindelse, som der ikke kan laves om på.
I EUs nye forordning for Novel Food vil sukkeret komme ind under den gråzone-kategori af levnedsmidler, som er fremstillet af en gensplejset plante.
Sådanne fødevarer skal kun mærkes, hvis de "ikke længere svarer til" eksisterende levnedsmidler - og kemisk set vil sukkeret altså være fuldstændig som før. Kun roen ude på markerne vil være anderledes.

Opsang til økologerne

FDB og Dansk Supermarked kommer nu med en kraftig opsang til landmændene og den økologiske branche. Landmændene skal se at komme ud af hullerne og i højere grad omlægge til økologisk drift. Og hele den økologiske branche skal se at komme i gang med en systematisk produktudvikling af nye økologiske varer, hvis ikke øko-bølgen skal gå i sig selv igen.
Økologisk Landscenter er ifølge Det Fri Aktuelt enig med detailhandelen om, at der skal ske en produktudvikling af de økologiske varer, hvis øko-bølgen skal fortsætte den opadgående kurve.
- Men det er for nemt kun at skyde på landmændene og økologibranchen. Det er jo i lige så høj grad detailhandelen, der skal være med til produktudvikle de økologiske varer, siger informationschef Teo Geer.