Nr. 17. Tirsdag, 29. april 1997
Den Rene Vare lukker i protest mod anonymt øko-kød
Øko-virksomheden Den Rene Vare standser produktionen af økologisk kød og pålægsvarer.
Det sker i protest mod FDB-kædens forsøg på at "anonymisere" udvalget af økologisk kød, så
man ikke længere kan se, hvem der har produceret det, siger direktør Orla Zink.
- Det er den måde, FDB vil have det på i fremtiden, og det vil vi ikke være med til. Økologi er
jo netop baseret på gennemskuelighed. Samtidig risikerer vi, at der sker en udvanding af
kvalitet og produktudvikling, fordi kæderne tilsyneladende kun er ude på at trykke priserne
mest muligt, siger han.
Den Rene Vare blev etableret af Camilla Plum i 1992 og begyndte sidste år selv at forarbejde
økologiske kødprodukter og charcuterivarer. Virksomheden omsatte sidste år for et to-cifret
millionbeløb.
Øko-skole beskyldes for tilskudstænkning
Skolen for Økologisk Afsætning i Århus beskyldes for tilskudstænkning. Skolen er en
"effektiv projektmaskine, der suger millioner af støttekroner til sig", skriver bladet Teknologi
Debat, der har set nærmere på skolens mange offentligt støttede projekter og myten om det
grønne tag-selv bord.
Skolen har bl.a. fået knap tre millioner kroner i støtte fra Strukturdirektoratet, Undervisnings
ministeriet og Den Grønne Fond til at redigere en serie af små hæfter om økologi til undervis
ningsbrug. Med en månedsløn på 25.000 kr. svarer det til en persons arbejde på fuld tid i knap
otte år. Forlagsdirektør Niels Duve, Gyldendal Undervisning betegner det i artiklen som
"urealistisk at bruge så lang tid" på en sådan opgave. "Hos os har vi slet ikke de beløb til
faglig redaktion", siger han.
Skolen for Økologisk Afsætning tager i en tre sider lang redegørelse, der er rundsendt til
bevillingsgivere og samarbejdspartnere, afstand fra artiklen. Skolens forstander Jesper
Loehr-Petersen skriver, at de påstande, der fremsættes i bladet, er urigtige.
Salget af økologisk mælk stiger svagt
Salget af økologisk mælk stiger igen svagt. Efter en kraftig stigning frem til årsskiftet,
stagnerede salget, men nu peger salgskurven atter opad. Den økologiske mælk erobrer hver
måned en markedsandel på 0,1 pct. og tegner sig nu for knap 14 pct. af det samlede salg af
konsummælk i Danmark.
- Det er en rimelig fornuftig udvikling. På årsbasis svarer det trods alt til til mere end fem mio.
kg, siger produktchef Jesper Friis, MD Foods.
I februar advarede FDB mod, at der igen kunne opstå mangel på økologisk mælk. Men MD
Foods regner ikke med, at den nuværende stigning vil resultere i leveringsproblemer.
Økologer måske i Landbrugsraadet
Økologisk Landscenter er efter et møde med Landbrugsraadet for et par måneder siden blevet
tilbudt en plads i raadet. Økologene er positive overfor idéen og skal nu drøfte de praktiske,
politiske og økonomiske konsekvenser ved at deltage.
- Spørgsmålet er, om vi har de nødvendige ressourcer, siger formanden for Økologisk
Landscenter, Torben Stjernholm. Også LØJs rolle skal drøftes. Hidtil har Økologisk Lands
center varetaget de kommercielle interesser, mens LØJ har taget sig af de mere principielle og
politiske spørgsmål.
Danmarks Naturfredningsforening vil omfordele millardstøtte
Danmarks Naturfredningsforening vil omfordelelandbrugets milliardstøtte, så landmændene i
højere grad belønnes for deres indsats for miljø og natur.
- Vi foreslår, at en fjerdedel af landbrugets tilskud i løbet af de kommende fem år øremærkes
til miljø- og naturvenlig landbrugsdrift, siger foreningens præsident Poul Henrik Harritz. Han
varsler samtidig en ny, mere aktiv kurs til fordel for det økologiske landbrug.
- Vores landbrugspolitik efterlader ingen tvivl om, at vi går ind for økologisk landbrug. Men
indtil nu har vi nok ikke skiltet tilstrækkeligt med det, siger han.
NetAvisen Økologisk Jordbrug, uge 18, 1997
Redigeret af Gustav Bech Jensen
|