Nr. 21. Torsdag, 24. juli 1997
NetAvisen Økologisk Jordbrug
er tilbage efter sommerferien!
NetAvisen er i en forsøgsperiode på mere end et halvt år udkommet hver uge. Redaktionen må
dog erkende, at det måske er at spænde buen lovligt hårdt, da opgaven er frivillig og ulønnet.
Derfor vil avisen indtil videre kun udkomme fast hver anden uge. Til gengæld kan vi ikke
udelukke, at der ved særlige lejligheder vil udkomme en ekstra-udgave, hvis nyhederne presser
sig hårdt på...!
Øko-bølgen ruller videre
Den økologiske bølge tog for alvor fart, da SuperBrugsen i 1993 indførte fast lave
discount-priser for henved 40 forskellige øko-produkter og i løbet af få uger tredoblede salget.
På lørdag den 26. juli er det præcis fire år siden. Alligevel ruller den økologiske bølge lystigt
videre med tilsyneladende uformindsket styrke.
De økologiske varer fortsætter deres fremtog i SuperBrugsen, Kvickly, Irma og andre
FDB-kæder, viser nye tal.
I første halvår af 1997 steg omsætningen af øko-varer med 27 pct. Dermed er omsætningen pr.
kvartal lige så stor som den var for hele året i 1993.
- Udviklingen vidner om, at forbrugerne er villige til at betale en merpris for den kvalitet,
økologiske varer forbindes med, siger underdirektør i FDB, Torben Laursen.
Økologisk skolemælk et mega-hit
Økologisk skolemælk er på kun ét år blevet et mega-hit blandt danske skoleelever. Når det nye
skoleår begynder efter sommerferien, vil 24 pct. af eleverne drikke økologisk mælk. Det viser
helt friske tal fra Mejeriernes Skolemælksordning.
Eleverne betaler forud for et halvt år, og tallene er baseret på 74.000 af de ca. 90.000 indbetalin
ger, der indtil nu er registreret.
Lederen af Mejeriernes Skolemælksordning, Poul Raaby, glæder sig over udviklingen.
- Det er især de mindre børn, der får øko-andelen til at stige. Mange er vant til at få økologisk
mælk derhjemme og i børnehaven og fortsætter derfor helt naturligt, når de begynder i skolen,
siger han.
Først for et år siden blev det muligt for skoleeleverne at købe øko-mælk. I første omgang
benyttede 15 pct. sig af muligheden, næste gang 19 og nu altså 24 pct.
De kan vælge mellem tre øko-varianter og betaler 230 kr. for en kvart liter om dagen i et halvt år.
Det svarer til en merpris på 15 pct.
EU-reform et skridt i den rigtige retning
Agenda 2000 - forslaget til en reform af EUs landbrugspolitik, som EU-Kommissionen præsen
terede i forrige uge, er et skridt i den rigtige retning, mener Landsforeningen Økologisk
Jordbrug.
- Økologisk landbrug bliver for første gang nævnt som noget, der er værd at fremme, og så har
jeg hæftet mig ved, at Kommissionen vil afskaffe tilskuddet til foderafgrøder som majs og
helsæd. Det synes jeg lyder fornuftigt. Det vil give økologien en chance, siger foreningens
formand, Henrik Kloppenborg, der driver et økologisk kvægbrug ved Gram i Sønderjylland.
- I det hele taget er der flere tiltag i reformforslaget, som kan være med til at formidske noget af
den økonomiske skævvridning, det økologiske landbrug har måttet finde sig i som følge af
hektarstøttteordningerne, mener han.
EU vil omlægge hektarstøtteordningerne og sænke priserne på oksekød, korn og mælk med
henholdsvis 30, 20 og 10 procent. Til gengæld skal landmændene have mere direkte støtte, der
ikke er knyttet til produktionens størrelse.
Dansk landbrug modtog i 1995 ca. 10 milliarder kroner i tilskud fra EU´s pengekasse.
NetAvisen Økologisk Jordbrug, uge 30, 1997
Redigeret af Gustav Bech Jensen
|