EU's Økologi-mærke
12. april 2010

EU's økologi-logo blev endeligt vedtaget d. 24. marts 2010 ved forordning nr. 271 / 2010. Mærket har den officielle titel:

Den Europæiske Unions logo for økologisk produktion

Benyttelse:
Mærket kan benyttes på alle produkter som lovligt markedsføres som økologiske i EU.

Mærket er obligatorisk for alle økologiske produkter, som er produceret i EU, mens det er frivilligt ved mærkning af importerede produkter.

For danske og europæiske øko-produkter vil det således i fremtiden ikke længere være tilladt at nøjes med Ø-mærke eller fx. Demeter-mærket. EU-mærket skal med - hvis produkterne skal sælges lovligt som økologiske.

Det nu forhenværende EU-logo som fortsat må bruges frem til 1. juli 2012

Datoer:
Mærket skal principielt benyttes senest fra 1. juli 2010. Dog med følgende undtagelser:

Produkter som var pakket og mærket før 1. juli 2010 kan uden begrænsning fortsat sælges.

Emballage som opfylder de gamle regler for økologisk mærkning kan fortsat benyttes i to år efter start datoen - altså frem til 1. juli 2012 (bemærk, at det er ligegyldigt hvornår produktet er produceret. I princippet kan man således producere gammel emballage helt frem til 30. juni 2012 - blot man så sender det på markedet inden d. 1. juli 2012).

Bemærk: EU-logoet skal benyttes sammen med en tekst og et EU-kontrol-nummer. De danske EU-numre er dog ved at blive ændret og vil blive offentliggjort via en bekendtgørelse. I Danmark kan man således ikke lovligt trykke EU-logoet før den danske bekendtgørelse er kommet (ventes i maj).

Størrelse og frit areal
Proportionerne i EU's økologi-logo er 1:1,5 så mærket altid er 50 procent bredere end det er højt.

Udenom selve mærket skal der til alle sider side være et frit areal på minimum en tiendedel (1/10) af henholdsvis bredde og højde, som ikke må benyttes til tekst eller anden illustration.

Proportionerne i EU-logoet. Bemærk det frie areal i top, bund og sider på 1/10 enhed.

Størrelsen på mærket skal mindst være 13,5 mm i bredden og 9 millimeter i højden. På meget små emballager er det dog lovligt at benytte det helt ned til en størrelse på 9 mm / 6 mm.

Farve
Principielt skal mærket bringes i lysegrøn:

50% Cyan + 100% Gul
Pantone nr. 376

Undtagelser:
Hvis etiketten ikke er trykt i farve, er det lovligt at trykke mærket i sort/hvidt.

Tilsvarende hvis etiketten er trykt i kun én farve. Da er det lovligt at trykke mærket i den anvendte farve.

Hvis emballagens bundfarve er mørk, er det tilladt at bringe logoet i negativ med emballagens eller mærkningens baggrundsfarve.

Hvis en farvet baggrund gør mærket mindre tydeligt, bør der anvendes en ydre linie for at øge kontrasterne til baggrunden.

Hvis mærket bringes sammen med andre grønne økologi-kontrolmærker er det tilladt at bringe EU-mærket i samme grønne farver som disse (i stedet for pantone 376).

Tekst:
 

Mærket skal ledsages af en henvisning til den økologiske produktionsmetode og EU-kontrol-koden for den økologi-kontrol-myndighed, som kontrollerer den virksomhed, som har pakket produktet. Det vil i Danmark sige kontrolnumrene for Plantedirektoratet eller fødevareregionerne.

Udover kontrol-nummeret skal mærket ledsages af en angivelse af, hvor råvaren er produceret. Det kan ske ved at nævne de(t) land/lande, som råvaren kommer fra eller ved at skrive "EU Landbrug" eller "non-EU Landbrug" (det er tilladt at skrive begge dele, hvis produktet er en blanding).

Det anbefales, at tekster som er direkte knyttet til mærket, skrives i fonten  "Myriad Pro"
 

Eksempel:
Produkt pakket på Fyn med en blanding af danske og kinesiske økologiske råvarer (bemærk, at det danske eu-kontrol-nummer endnu ikke er vedtaget)


DK-ØKO-8
EU / non-EU Landbrug
Danmark / Kina

Download og mærker


EU-logoet - ØkoWeb har oprettet en let-anvendelig jpg-fil i høj opløsning (rgb-farver) som kan bruge i forbindelse med print og anden daglig brug (har du brug for ai-filer el. kan du gå til kommissionens informations-side.
Design-manual Europakommissionen har udarbejdet en design-manual på engelsk, som giver en række eksempler på, hvordan EU-logoet må og ikke må benyttes på økologiske produkter.
Regler for brug af mærket - Terms of Use. udarbejdet af Kommissionen (på engelsk)

EU-kommissionen har oprettet en side med flere informationsmaterialer og flere filer til reproduktion af logoet. Siden er på engelsk. Gå til Informationssiden her.