Øko-bønder til kamp mod billig økologisk mælk:
Mejerier giver gratis mælk til
i aktion mod priskrigen
20. august 2009
 
Priskrig på økologisk mælk
Mens mange økologiske forbrugere glæder sig over at kunne købe billig mælk midt i økonomisk krise, er de økologiske mælkeproducenter nu ved at være godt trætte af priskrigen på økologisk mælk.

Derfor går økologiske landmænd i dag på gaden i landets fire største byer København, Århus, Odense og Aalborg for at protestere mod, at økologisk mælk sælges til lavpris hos supermarkeder og discount-butikker.

Aktionen støttes af de største økologiske konsummælks-mejerier Arla, Thise, Naturmælk og Øllingegaard, som leverer mælk til aktionen. Under aktionen - som løber fra kl. 11 - 13 vil de økologiske landmænd dele gratis mælk ud til forbrugerne og samtidig forklare, hvorfor super-billig mælk kan gå hen og blive en trussel mod den økologiske udvikling i dansk landbrug.

Bag aktionen står Økologisk Landsforening. Foreningen siger i en pressemeddelelse, at en merpris på 2 kr per liter er en fair pris for at sikre miljø, dyrevelfærd og bedre mælk. Foreningen skønner, at det svarer til en ekstra omkostning på 200 kroner ekstra for en almindelig dansk mælkeforbruger.

Evald Vestergaard
Formanden for Økologisk Landsforening, Evald Vestergaard

Formanden for foreningen, Evald Vestergaard kaster skylden for priskrigen på butikskæderne:

.- Der er en underforstået kontrakt mellem forbrugerne og de økologiske landmænd. Forbrugerne vil gerne betale lidt ekstra for, at vi i fællesskab kan sikre bedre fødevarer og et miljøvenligt økologisk landbrug. En kontrakt, som dele af detailhandlen nu er ved at bryde. Derfor går vi nu direkte til forbrugerne, som er vores naturlige allierede i denne sag, siger Evald Vestergaard.

Selv om mejerierne støtter aktionen med gratis mælk har både Thise og Arla bidraget til at holde krigen igang ved at justere prisen på mælk. Thise har senest lanceret en discount-mælk til supermarkedskæden Fakta. Mejerierne holder dog fast i, at priskrigen er skadelig for den økologiske udvikling. Også COOP har sagt, at de finder priskrigen forkert, men ser ikke nogen mulighed for at undlade at deltage i den.

Prisen for den billigste økologiske mælk i butikkerne ligger nu om omkring 5,50 kr/liter - i forbindelse med tilbud dog lavere. Den billigste konventionelle mælk har ligget i priskrig i årevis og koster typisk 3,95 kr/liter. Den dyreste økologiske mælk (fx Thise Jersey) kan ses til 9,25 kr./liter i butikkerne.


Hvad mener du om mælkekrigen?
Er det dejligt, at økologisk mælk endelig er til at betale - eller burde prisen sættes op igen? Skriv din mening her.

For at give din mening til kende, skal du oprette dig medlem af EcoWeb. Har du en Google-konto kræver det blot et enkelt klik - ellers er det let at oprette én (den kan også bruges på andre websites, som bruger Google Friend Connect.